søndag
Svampejagt i Kongelunden

Tro det eller lad være: på onsdag er det officielt efterår - sensommer om man vil - og dermed begynder svampesæsonen. Og du behøver ikke bevæge dig så langt for at finde dem; Kongelunden er et udemærket sted at lede og kun et stenkast væk! Egetræer og en leret, næringsrig jordbund er eftersigende betingelser, der gør Kongelunden til hjemsted for mange sjældne svampe, men også gode spisesvampe - heriblandt den brunstokkede rørhat, den rødmendende fluesvamp (ikke at forveksle med rød fluesvamp, som er drøn giftig), den store trompetsvamp og good old champignon.
Der er naturligvis enkelte forholdsregler, man bør gøre sig, som kan opsummeres således:
- Hvis du er nybegynder, så tag en svampebog med på jagten.
- Spis ikke svampene rå, medmindre det udtrykkeligt er nævnt, at de er spiselige i rå tilstand.
- Svampene skal passe på de træk, der fremhæves i beskrivelser og ligne fotografierne. Kassér alle svampe der afviger.
- Brug dine sanser! Kig efter, lugt efter og smag på et lille stykke. Svampe, der lugter eller smager dårligt, skal kasseres.
Hvis du stadig ikke føler dig i stødet til gummistøvler og efterår, så kan vor alles yndlingsmadmor Camilla Plum måske inspirere med sin Svampe à la crème, Syltede svampe, og Svampesuppe.
God jagt!
/Louise
fredag
Tour de Amager
Denne 'guide' er oprindeligt lavet til min egen blog, men den er jo lige i Amager am See's ånd, så tænkte at den godt kunne figurere to steder.
Det hele startede en sommerdag for snart to uger siden hvor et ungt par drog på cykeltur på Amager.

De kørte gennem Amagerbro-kvarteret hvor de bor...

... forbi det smukke Tietgens-kollegie ved KUA...

... spiste en sandwich med hummus og en med laksemousse fra Wulf og Konstali på Islands Brygge (og en fiskefrikadelle)...

... gik over bryggebroen og tilbage igen... (husk at kigge på hængelåsene på wirerne!)...

.... var langt ude på Bryggen, hvor der endnu er lidt af det gamle tilbage (det var dog også ved at blive revet ned)...

... smed skoene og spiste jordbær på en bakke på Amager Fælled...

... og nød udsigten ind over byen...

... kørte gennem Ørestad til Ismageriet på Kongelundsvej...

... og spiste hyldeblomstsorbet og pistacieis...

... kørte gennem Kongelunden og klappede heste...

... og ud til Amagers vestkyst, hvor der er meget fint og stille....

... så kørte de gennem skoven igen og pludselig midt i Ullerup råbte kæresten 'HOLDT'!...

... for han havde fundet et sted med stegt flæsk og fadøl...

... og den slags kan de godt lide...

... ... fra Ullerup drog de mod Flyvergrillen for at spise softice...og se flyene lette selvfølgelig...

... på vejen hjem slog de et sving ned om Kastrup Havn og sidenhen langs vandet i Amager Strandpark.
Snip snap snude, så er den Amagerhistorie ude.
Vi var på:
Wulf & Konstali, Isafjordsgade 10
Ismageriet, Kongelundsvej 116
Ullerup røgeri, café og restaurant, Tømmerupvej 253
Flyvergrillen, Amager Landevej 290
/Emily








